Fører samtaler til dybere erkendelse? Ja, afgjort

• Udgivet den 28. februar 2020 på LinkedIn

Ifølge den danske filosof Ole Fogh Kirkeby så gælder det for os mennesker, at vi først ved hvad vi selv mener, når vi har hørt os selv sige det (med et fint ord kaldes det princippet om translokutionaritet der betyder ”gennem talen”). 

Måske kender du det med at selv gå og tænke over en problemstilling, hvor enten samtalen inde i dit hoved kører i ring, eller du måske finder du en løsning, der er rigtigt, måske forkert. Men når du så taler om det med et andet menneske, siger tingene højt, sker der noget. 

Måske vil du i første omgang ikke rigtig erkende, at der sker noget der føles rigtigt, fordi

• du syntes at det var for pinligt/flovt/umoden/uinteressant at fortælle eller spørge om

• du nu har gået og tænkt så meget over det og vendt og drejet hver en mulighed
• det kan jo ikke være rigtigt, at den anden kommer med en klogere løsning
• du troede at du er den eneste, der tænkte/havde det således
  
• fortsæt selv ...

Men det der sker når vi taler højt, er at der simpelthen sker en forløsning af noget fra et dybere plan i en samtale, der giver dig en endnu dybere forståelse for hvad dit problem er eller hvad der er vigtigt for dig lige nu eller i dit liv. Dine overvejelser får nemlig en anden kraft når det bliver fortalt til et andet menneske.

Så reelt begrænser du dig selv, når du vælger ikke at tale højt om det der sker og ikke sker i dit liv. Og taler du med oprigtighed, finder du hurtigt ud af om den du taler med også er i stand til at lytte - for hvis ikke, så finder du bare en anden. Ikke alle mennesker er i stand til virkelig lytte - nogen lytter kun for at selv at kunne tale.

Rent udviklingspsykologisk er der også en god forklaring på det. Som børn udvikler vi evnen til

refleksion via tilegnelsen af sproget gennem sociale interaktioner. Det er ikke sådan at vi først begyndte

at tænke og dernæst blev givet evnen til at kommunikere vores tanker. Snarere er vores tanker en form

for indre dialog, der er modelleret efter den ydre dialog med et andet menneske. Samtalen kom altså først

og er primær.  Selve evnen til at tænke, starter først efter 2 års-alderen.

Så når vi skal udvikle vores tanker og forståelse af os selv og vores verden, er det altså vigtigt at tale

med andre mennesker. Jeg er selv en af dem, der indtil for nylig gik og tænkte over tingene alene, i stedet

for at tale med andre (for jeg er jo klogere end alle andre ...) – og var også ganske tilfreds med min evne til at reflektere og finde egne løsninger.

Og uden tvivl så er evnen til selvrefleksion er vigtigt, men jeg erkender, at jo mere jeg taler med mennesker om mig og mit, jo mere jeg tør at åbne mig, være sårbar, kloge mig og fejle. For jo bedre lærer jeg mig selv at kende, jo mere oplever jeg at verden rundt omkring mig ændrer sig positivt og giver mig mere energi.

“Det var ikke særlig klogt sagt, Plys” sagde Grislingen. Peter Plys ”Det var klogt, da det var inde i mit hoved, må så skete der noget på vejen ud.”

Så hvis selvreflektionen kun foregår inde i én selv i stedet for i samtalen med andre mennesker, er vi ude på et sidespor. Vi kan nemlig ikke tænke os til det hele selv, hvor gerne end vi vil.

Selvreflektion sker således også imens du har samtalen, idet samtalen med et andet menneske netop kan forstørre dit verdensbillede ud over hvad du selv evner, netop fordi et andet menneske altid vil være forskellig fra dig selv. 

Det handler om at kunne se bort fra rigtigt/forkert, men at tage ved lære af og udvide horisonten gennem et andet menneske og derved opnå en dybere forståelse via et bredere perspektiv. At lade dig inspirere af hvad andre gør og siger - og derefter tage/gøre det der giver mest mening for dig og dine omgivelser. 

Så husk samtalerne med andre – bliv inspireret og få en større erkendelse af verden og dig selv.

Og gevinsten kan blive endnu større, hvis du en gang i mellem tør at tale og stille spørgsmål i 'intellegens-30' niveau .... ;-)